
Tilbageblik på 2025.
Året der er gået, har været fyldt med spændende aktiviteter, nye events, udfordring og store præsentationer, helt som det skal være. Målet for ROI er at skabe et fællesskab som favner bredt og når ud i hele lokalsamfundet. Vi skal give noget tilbage til medlemmerne og de frivillige, vi er fortsat nået langt, og i mål kommer man nok aldrig, for så er der jo bare nye mål at nå, heldigvis det er tegn på udvikling.
Div fester for små og store, Gym event, Heide park, Hollandstur, ROI dag, VB-samarbejde, Skt hans, ROI fodboldskole, Nyt regnskabssystem, valgfag i samarbejde med RM Skole, Bingo show, juletræsfest, hjælpere ved landsstævne, klubhistorie med oprykning til jyllandsserie og meget mere, det har alt sammen værdi for ROI, men rigtig meget af det har det værdi for Rask Mølle som by, det skal vi være stolte af at vi bidrager på mange måder i vores lokalsamfund, og det håber jeg man kan fortsætte med, og ikke mindst der kan være mere opbakning omkring.
Vi arbejder altid på at blive en bedre forening, hvilke værktøjer kan vi give bestyrelsen, for at lette deres arbejde, samt de frivillige som er en vigtig del af ROI’s DNA og det er drivkraften bag vores forening. Der er igennem de seneste år kommet mange ressourcekrævende ting for en idrætsforening. Der er et utal af regler og lovgivning der skal overholdes, der skal hentes børneattester, spillemyndighed mm, samt er der hele den økonomiske del der skal være efter retningslinjerne. Og netop retningslinjer værdsætter vi højt at følge.
Hver eneste nye tiltag og investering bliver nøje overvejet og vendt i bestyrelsen, så den vej der bliver valgt for ROI, er en fælles beslutning.
Derfor kan vi kun, igen opfordrer til man i Rask Mølle/ ROI, husker den gode tone, og tænker på de personer der er involveret. Det er stadigvæk bestyrelsen der stille rammer og regler for foreningen, vi er meget mere end en enkelt person.
Hvad byder 2026 på?
Det kan man aldrig vide med sikkerhed, men vi ønsker fortsat at kigge ind i udvikling og optimering.
Derfor står ROI forhåbentlig også over for en kommende organisationsændring, så man kan optimere bestyrelsesarbejdet i ROI og dele det mere op efter kompetencer, lyst og tid. Det er en anden måde at kigge ind i det på, men efterhånden meget brugt andre steder og ja alt begyndelse kan være svært og hårdt at acceptere, det ved vi om nogen.
Jeg håber man vil bakke op om følgende og støtte den nye bestyrelse så man fortsat kan have fokus på ROI er en stor og velfungerende forening der rummer mange ting. Flere mener ROI kun er en ting, men det er her værd at fremhæve det er mange ting og har mange flotte præstationer.
Bla. Kan nævnes petanque afdeling som formår at være den forening der kan samle flest gæster til div stævner, der snakkes altid godt og berygtet om stævner i Rask Mølle og de mange flotte præmier der altid samles sammen.
Gymnastik tilbyder nye og spændende hold, nogle som fx. Kæphest der vælter alle statistikker og forventninger. ROI gym event der er blevet så populært at flere foreninger ønsker at deltage i det frem for DGI´s børnedage, dette er vel og mærket i højsæson for gymnastikken. I 2025 samles mere en 1500 mennesker i hallen til fede spring og show. Hvis man så sporten 2025 for nylig, så var hold der gæstede ROI event i 2025 start skuddet på denne store aften på landsdækkende tv, de kommer igen den 7/3, hvis man skal se hvad det er det kan.
ROI har som en af de færreste klubber et ungdomsudvalg, som formår at lave arrangementer og event som ingen havde ture tro muligt, samt er det et misundelsesemne for mange andre foreninger og der spørges lystigt ind til hvad det er vi gør og hvordan.
Med det vil jeg gerne sige at ROI er meget mere en “bare” en ting, det er en bred forening der rummer utrolig mange ting og rigtig flotte præstationer, der er plads til alle, det er bare ikke dem alle der fylder lige meget eller råber højest, men de er her og det håber jeg man vil værne om for vores forening og ikke mindst vores by.
Igennem de seneste 5 år har John A hver morgen ryddet området her nede for skidt og affald. Det startede med skaterbanen efter den meget ballade der var der fra start, men løbende er det blevet til hele udeområdet hernede – vi er ham evig taknemmelig og giv ham lige et klap på skulderen næste gang i ser ham, han om nogen er med til at gøre en forskel for vores område hernede.
Ligeledes skal der lyde en kæmpe TAK til afgående bestyrelsesmedlemmer samt de, der fortsætter. I gør et uundværligt stykke arbejde, husk det.
Sammen vil vi byde de nye medlemmer velkommen og glæder os til fremtidens arbejde, det bliver en spændende tid på mange måder.
Derudover skal der lyde en TAK til ROI’s Venner, sponsorer og samarbejdspartnere igennem 2025. Vi glæder os til 2026.
En personlig tak.
Denne beslutning har taget tid og har på nogle punkter ikke været nem. Efter 30 år som frivillig og de 16 af dem i ROI´s HB, så er tiden inden til jeg skal prøve at finde ud på den anden side af denne verden.
Da jeg i sin tid startede, var kontingent opkrævninger via girokort, hjemmeside var ikke eksisterende, ca 400 medlemmer var registreret, ROI bestod af 5 afdelinger, bestyrelsesmøderne var meget lange, men det var også et fællesskab og nærvær som man var stolt af at være en del af.
De seneste 8 år har ROI gennemgået en ubeskrivelig forvandling, økonomisk vokset 3 gange stører, mange afdelinger, meget optimering, klubsystemer der kan gøre hverdagene nemmere, hjemmeside og div andre SoMe kanaler, medlemsantallet er i dag tæt på 700 og padel på ca 500 profiler, der er en multibane, 20 petanquebaner, 2 padelbaner, masser af materialer og udstyr til at forsøde hverdagen med samt en masse oplevelser og minder der kan tages med.
Der er skabt mange relationer igennem tiden, internt og eksternt i foreningen, arrangeret mange ting, brugt utallige timer med en masse dejlige mennesker og alt det vil jeg savne af hele mit grønne hjerte og se tilbage på med stolthed.
Min dør og telefon har altid været åben når der er trænere, medlemmer, forældre, sponsorer, bestyrelse og mange andre der har haft brug for råd, vejledning, hjælp, skæld ud eller en skulder at læsse af ved, den tillid og respekt er jeg utrolig beæret over der er vist mig.
Jeg håber der vil blive passet godt på ROI, og så er der kun at sige vi ses på sidelinjen, nu hopper jeg nemlig snart ud af bestyrelsesblusen – TAK.
Ungdomsudvalget
Vi startede året ud med at trykteste taget i gymnastiksalen ved et rigtig godt besøgt nytårs disco med 82 børn, der var god stemning, masser af sang, hygge og snack.
Lidt rundbold på stadion inden senior fodbold samlede både små og store.
Vi havde et døgn på Vestbirk Camping for at ryste os sammen samt lave plan for det næste halve år, det var meget effektivt, en kold tur i poolen og meget lidt søvn blev det til.
Kids zone var der ca 30 børn til hygge og leg i hallen en fredag aften, de fik sved på panden men det var ren hygge.
Juletræsfest var en kæmpe succes og ca 300 gæstede hallen denne dag.
Vi har lige afviklet Funny Night det er tredje gang og det var igen en succes.
Vi vil gerne takke de der er trådt ud af udvalget pga efterskole og sige tak for hjælpen når man lige har mulighed for det fortsat.
Velkommen til de nye i udvalget skal der også lyde, vi hygger os og har det sjovt.
Der skal lyde en stor tak til ROI`S venner for økonomisk opbakning, så vi kunne gøre alt dette muligt. Tak til div. Samarbejdspartnere, Tak for opbakningen fra bestyrelsen, medlemmer og byen for vi må få lov at låne jeres børn samt at i bakker op om vores tiltag, det er en fornøjelse.
Til sidst skal der lyde en stor tak til Anja for at tro på os, skubbe og flytte vores grænser, vi kan jo meget mere end vi selv tror og ikke mindst lige holde styr på vi når i mål til tiden.
Til sommer skal vi igen sige farvel til to der drager på efterskole, så vi skal i foråret have kigget ind i om vi skal finde nye, fortsætte eller hvad der skal ske.
På vegne af ROI´s Ungdomsudvalg
Mathilde, Freja, Peter, Yoel, Benjamin og Dotea
Petanque
Som vanligt et stille år, vi går jo og passer os selv dernede i hjørnet.
Vi har dog fået to nye medlemmer i år, hvilket er positivt.
Vi lagde baner til Tordagsmix i maj og Single mesterskaber i juni samt Rask Mølle open i august men det druknede i regn så vi måtte aflyse stævnet lige over middag da banerne stod under vand og i klubhuset blev alt vi havde derinde gennemblødt så det til at smide ud.
Igen havde vi 4 hold der spillede med i sommerkvartet,
Vinterturneringen var der desværre ingen tilslutning til.
Vi havde igen en god julefrokost, med stor tilslutning.
Vi forventer at have standerhejsning d. 28 marts 2026.
Tennis
Der har været meget snak om vi kun skal klargøre en bane for fremtiden, da der går meget tid med det.
Ønsket er fortsat 2 baner og man kan håbe det kan blive brugt lidt mere så.
Padel er en svær konkurrent, men er godt vi stadig kan holde liv i Tennis i ROI.
Der skal lyde en stor tak til Hans Henningsen for altid at være behjælpelig på banerne.
Padel
Vi startet sæsonen med at vaske dem ned indvendig og udvendig, samt gå dem efter. Der var lidt små reparationer som blev udbedret.
Det er ved at have fundet sig et jævnt leje og når vejret er godt, er banerne booket.
Fodbold
2025 har været i godt år i ROI fodbold. Vi har haft et stigende medlemstal og runder i 2025 266 betalende medlemmer.
For 2. år af de seneste 3 har vi haft økonomisk overskud. Hvilket gør at vi har muligheden for at gøre lidt ekstra for medlemmerne.
I påsken havde 54 spillere fordelt på 4 hold i Holland til stævne, det var en god oplevelse for spillerne og virkelig dejligt at se hvordan vores unger holdt sammen på tværs af hold og støttede hinanden. Vi gentager succesen igen i 2026, der er tilmeldt 3 hold.
I sommerferien afholdt vi selv fodbold skole, ca 46 betalende unger, kun med positive tilbagemeldinger. Det gør vi også igen i 2026.
Så bliver jeg også nødt til at nævne Herre Senior, de sikrede sig i efteråret oprykning til Jyllandsserien, en historisk bedrift for klubben. stærkt arbejde af spillere trænere og hele holdet bag.
Traditionen tro blev der afholdt Egelinds Julestævne i de 2 weekender op til jul mere end 260 hold gæstede Rask Mølle Hallerne i de 2 weekender og bestræbelserne gav et rekordoverskud til foreningen.
Fodbold vil gerne sige tak for indsatsen til både spillere, trænere, frivillige for den flotte indsats, hvad enten det er dommerbordstjans, dommere eller bygning af skure ved klubhuset. Vi vil også gerne takke hallen bestyrelse for at støtte op omkring moder nisering af klubhuset og omgivelser og derved skabe de gode rammer for fodbold i Rask Mølle. Vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde i 2026.
Til Sidst skal der lyde en stor tak til vores afgående formand Anja som igen i år har gjort en stor indsats i maskinrummet, vi siger tak for det gode samarbejde og ønsker held og lykke fremad.
Gymnastik
I det forgangne år har ROI Gymnastik fortsat arbejdet mod vores overordnede mål: at skabe et bredt fællesskab, der når ud i hele lokalsamfundet. Vi har fokuseret på at give værdi tilbage til både vores medlemmer og de uundværlige frivillige, der får hjulene til at løbe rundt.
Uden vores instruktører og frivillige var der ingen gymnastikafdeling. En særlig tak skal lyde til de ildsjæle, der lægger mange timer i hallen. Ved årets Sankt Hans fest blev der uddelt pokaler for flid og langvarig indsats – bl.a. til Christian Bruun Bundesen, som blev hyldet for sit positive sind og sin evne til at flytte gymnasternes grænser.
Det er selvfølgelig altid farligt at fremhæve en, men faktum er at vi er umådelig stolte af ALLE vores instruktører og hjælpetrænere, lige fra Line der uge efter uge står model til en håndfuld 4-5 åriges unoder og takler det med en bemærkelsesværdig ro og holdet bliver til en lille velorganiseret hær under mødet med Line, til hjælpetræner”heltene” der får alt til at forsvinde , tåre, tis, snot, småskænderier og savnet af en forældre på den anden side af vægen, respekten er også stor for bl.a. Sofie der kører flere timer hver mandag for at træne vores unge piger og sidst men ikke mindst må vi ikke glemme Sussie vores kæphestedronning, som modstår udefrakommende forargelse, forundring og bedrevidenhed om hvad ”rigtig” sport er, mens hun lærer pigerne om spring teknikker, chancementer, musikforståelse og træner deres koordination, fysik, grov motorik, balance,
fokus, alt sammen krydret med rolleleg, fantasi, selvdisciplin, empati, samarbejde, selvtillid og fællesskab. – Det minder faktisk ret meget om en rigtig sport.
En helt særlig og dybfølt tak skal i år igen lyde til Anja. Anja, din hjælp og støtte gennem hele sæsonen har været fuldstændig uvurderlig. Du har været den lim, der har holdt det hele sammen, og din indsats er en direkte årsag til, at vi i gymnastikken er hvor vi er i dag.
Bl.a. var du primusmotor i vores sidste store opvisning, med 1500 mennesker, men også en stor støtte til vores egen lokale opvisning lige som du altid faktisk næsten er et skridt foran, hvis vi ringer og spørger om du vil lave en begivenhed på Facebook, så er det næsten lagt op inden samtalen er ovre, opsætning af hold på Conventus klarer du hurtigere end vi andre kan Locke ind, forældrehenvendelser bliver taget i opløbet og altid vendt på rette sted og vi kunne blive ved. – Vi kan jo ikke se tilbage på året uden at nævne ROI Gym Event 2025. Det var intet mindre end fantastisk! Opvisningerne, stemningen i hallen og det sociale samvær gik op i en højere enhed. Dagen forløb som en velsmurt maskine og var et godt eksempel på dine organisatoriskes evner. Succesen har givet os blod på tanden, og vi har allerede nu tårnhøje forventninger til dette års event år.
Takket være det store forarbejde og Anjas utrættelige hjælp, er fundamentet lagt til et nyt brag. Så hvis ikke det er gjort så sæt kryds i kalenderen:
ROI Gym Event: Lørdag d. 7. marts 2026
Vores lokalopvisning er som altid 3. lørdag i marts i år Lørdag d. 21. marts 2026
I år har vi været i den situation at gymnaster fra 4. op. til trods for de generelle udfordringer med manglende træningstider, er kommet hjem for at træne i hal 2 hvilket jo er væsentlig andre forhold end de tidligere har været vant til. Det engagement ville vi gerne belønne ved at opgradere vores faciliteter.
Vi har investeret i en Dorado-trampolin til 27.187 kr., så vi nu har en trampolin, der matcher de større gymnaster. Denne investering kom i stand med stor hjælp fra Anja, der bl a. søgte midler i Udviklingspuljen, samt Hallens bestyrelse. Om Hallen bakkede op om indkøbet, fordi de så det som et fornuftigt og billigere alternativ til etablering af vores mangeårige ønske om en fast springgrav er uvist men uanset så, tak for opbakningen.
Sæsonen har også budt på andre stærke initiativer:
både hos udøvere og trænere, så bedst som man som udvalgsmedlem troede man var opdateret er der kommet en ny Sofie, Marie eller Laura til holdet og en anden er på højskole eller på rundrejse i Brasilien, men de er fantastiske til selv at dække ind, og det er nok noget vi skal til at vende os til os gamle hoveder – .og finde en holdform hvor alle krav kan tilfredsstilles
Selvom vi er en sund afdeling, har året også budt på udfordringer. Vi må erkende, at det daglige samarbejde på tværs af afdelingerne og med øvrige samarbejdspartnere har været udfordret til tider. Vi har i perioder manglet den nødvendige kommunikation og støtte, Det er et punkt, der skal tage seriøst fremadrettet, så man sikrer, at alle føler sig bakket op i deres frivillige arbejde.
Gymnastikafdelingen kigger ind i en spændende fremtid med et ret nyt udvalg og en ny struktur i bestyrelsen. Det er store ændringer, og det er med en vis spænding, at stafetten bliver givet videre. Der overlades en afdeling, der er økonomisk stabil og har et flot deltagerantal. Vores største ønske er, at der under den nye struktur bliver passet rigtig godt på afdelingen og det unikke fællesskab, vi har i ROI Gymnastik.
Skt Hans
Som jeg også har nævnt tidligere år, er vi i Sankt Hans-udvalget kendt for at holde fast i traditionerne. Men samtidig prøver vi hvert eneste år at gøre byfesten bare en lille smule bedre end året før.
I 2025 var det derfor tid til at kigge nærmere på vores udvalg af mad. Vi ønskede et bredere sortiment – og samtidig at gøre det nemmere for de frivillige. Derfor valgte vi at få besøg af to foodtrucks. Det viste sig hurtigt at være et rigtig godt tiltag, som blev taget rigtig godt imod, og som vi derfor også forventer at fortsætte med i 2026.
Når vi ser tilbage på byfesten i 2025, startede den onsdag med dameaften – et tilbagevendende og populært arrangement, som vi håber også vil være på programmet igen næste år.
Torsdag stod i fodboldens tegn med sommerafslutning for ungdomsafdelingen, som sluttede med fællesspisning i teltet. Her skal der endnu engang lyde en stor tak til Bente Larsen og Fleming Efterskole for deres hjælp med at lave lasagne til omkring 200 spillere og forældre. Det er en kæmpe hjælp – og meget værdsat.
Fredag bød på både five-a-side- og floorballturnering, og dagen sluttede som altid med livemusik og fest i teltet. Lørdag var gadefodboldturneringen skiftet ud med rundbold, men ellers var programmet, som vi kender det.
Alt i alt ser vi tilbage på en byfest, som vi overordnet set er meget tilfredse med. Der er dog altid plads til justeringer, og allerede nu arbejder vi på at skifte øl leverandør til byfesten i 2026, så vi fremover kan tilbyde Tuborg. Samtidig håber vi naturligvis, at herrelandsholdet kvalificerer sig til sommerens VM, så vi igen kan gentage succesen med at vise fodbold på storskærm om torsdagen.
Kigger vi på den økonomiske del, endte byfesten med et overskud på omkring 90.000 kroner – mod 63.000 kroner året før. Det er virkelig glædeligt at se, og det viser tydeligt, at alle de frivillige timer, der bliver lagt i byfesten, også gør en forskel. Det betyder, at vi fortsat kan støtte ROI’s medlemmer og frivillige økonomisk.
Sidste år sagde vi farvel til to personer, som havde været en del af udvalget i mange år, og i år skal vi sige farvel til endnu en – Lene Stormborg. På hele udvalgets vegne vil jeg sige tusind tak for din store indsats og engagement gennem årene.
Jeg vil også gerne sige et par ord til vores afgående formand. Anja – der er ingen tvivl om, at ROI altid har betydet rigtig meget for dig. Og selvom du nu har valgt at takke af, ved vi, at du ønsker det allerbedste for foreningen. Du har trukket et kæmpe læs gennem mange år, og det har ikke altid været lige sjovt. Du har ofte stået i skudlinjen, men alligevel har du arbejdet utrætteligt for at gøre ROI til en attraktiv og velfungerende forening. Der er ingen tvivl om, at du har haft en meget stor andel i, hvor ROI står i dag. Tusind tak, Anja, for alle de timer og det engagement, du har lagt i ROI – du vil virkelig blive savnet.
Til sidst skal der lyde en stor tak til udvalget, alle de frivillige og vores trofaste sponsorer. Uden jer havde det ganske enkelt ikke været muligt at få stablet den fantastisk weekend på benene.
Vi ses igen i uge 25!




