ROI holder ikke Skt. Hans Fest i 2021 pga. corona-restriktionerne – men vi tilbyder et alternativ, så sæt bare kryds ud for datoerne 23., 25. og 26. juni.
For det kan godt være, at vi skubber selve Skt. Hans Festen til 2022, men man vil stadig kunne hygge omkring et bål, dyste i forskellige sportsgrene og lege, drikke fadøl og spise helstegt pattegris. Og vi håber, I har lyst til at deltage, selv om det bliver på corona-restriktionernes præmisser.
Først lidt om, hvorfor vi ikke afholder Skt. Hans Fest:
Sportsfest, byfest, Skt. Hans Fest. Kald den, hvad du vil. Det er en uge, der bygger på stolte traditioner og et ønske om at invitere hele Rask Mølle og Omegn til fest og hyggeligt samvær.
Med de restriktioner, der vil være i uge 25 i år, er det ikke muligt at holde Skt. Hans Festen, som vi plejer, og som I kender og holder af. Vi ønsker ikke at invitere til en Skt. Hans Fest, hvor nogen ikke har lyst til at komme på grund af den nuværende coronasituation – og hvor nogen ikke kan komme, fordi vi er begrænset af forsamlingsforbud eller andre restriktioner. Hvis vi holder Skt. Hans Fest, så gør vi det 100 procent, og det kan vi ikke. Derfor vil vi hellere lade være.
Det åbner til gengæld døren for, at vi i ROI kan gøre noget andet – og det har vi tænkt os. Så vi ikke behøver at aflyse, men stadig kan tilbyde nogle hyggelige stunder for store og små.
Indtil videre er vi stadig i gang med at planlægge og få styr på detaljer, program og regler. Derfor venter vi lidt endnu med at løfte sløret – vi håber blot, at I vil reservere de tre datoer: 23., 25. og 26. juni.
Og når I alligevel er i gang med kalenderen, så husk på, at Skt. Hans Festen vender tilbage i 2022 – som altid i uge 25 (23.-26. juni 2022).
Vi glæder os til at fortælle mere – og håber, at I vil lege med.