Pokalmodtagere 2023

Ungdomspokalen:

Alexander har igennem de seneste år virkelig udviklet sig, tager mere og mere ansvar, udviser enormt meget sympati og ikke mindst medmenneskelighed og omsorg over for sine medtrænere og holdkammerater.  

Han er et ungt menneske med meget interesse i idrætten og frivilligheden som skaber noget sammenhold og glæde – det er en kæmpe bedrift i sig selv og meget beundringsværdig. 

Han går langt for sit hold og sine kollegaer. Hans evne til altid at tænke på alle andre og sin bekymring for menneskerne omkring sig gør ham til en uundværlig del af vores fællesskab. Han er en sand humørbombe, som spreder glæde og smil, hvor end han går. Det er tydeligt for alle, hvor meget han er vokset igennem tiden. 

Alexander er et forbillede for de små og unge, som ser op til ham med stor beundring. Selv på en tur til Heide Park, tog han ansvar for dem omkring sig. Hans brændende passion for gymnastik skinner igennem i alt, hvad han gør. Han har taget opgaven som træner til sig med stor dedikation og ansvarsfølelse, og det er noget, vi alle sætter pris på. 

Uanset vind og vejr, møder han altid op til træning, selv når det betyder, at han skal cykle. Hans vedholdenhed og hans engagement gør ham til en sand vinder i vores øjne. 

Han skal vide, at der er en stor plads i vores hjerter til ham, selvom han snart skal udfolde sine evner videre på efterskolen. Du vil blive savnet af mange, men vi glæder os til at se, hvad fremtiden bringer for dig og håber selvfølgelig din vej findes tilbage til ROI.  

Vandrepokal nr 1:

Torben, er en ganske særlig person, som virkelig har gjort en markant forskel i vores forening. Bestyrelsesarbejde har tidligere lagt ham meget fjern, men trænerjob og hjælpende hænder har aldrig stået i vejen. Han er en dedikeret person, der med sin utrættelige indsats har været en uvurderlig støtte for os alle, mange udvalg, trænere, arrangementer og ikke mindst bestyrelsen.  

Han er indbegrebet af en foreningsmand. Hjælpen er uundværlig, og han står altid klar når nogen spørger, lige meget hvor tossede ideer til tider er. Uanset hvilken afdeling eller interesse der er tale om, er han der for at støtte op. Hans dedikation og vilje til at hjælpe kender ingen grænser. Redskaber ind og ud, opsætning/oprydning efter div arrangementer, kagebagning, træner på fodboldskole, klargøring af baner og net, bartjans, ja listen er lang, vi skal bare ringe, tror ikke han kender ordet nej. 

Hans engagement og vilje til at hjælpe andre er beundringsværdig, og det er noget, vi alle sætter stor pris på. 

Han er kommet ind fra nabobyen, men du tager ROI med storm og det vokser mere og mere på dig.  

Han er kendt for aldrig at sige nej, bortset fra en enkelt gang, hvor meldingen var ret klar. Til den seneste ROI dag, skulle vi have en stand in for AC Mascotten, du blev spurgt, men som Vejle fan var svaret NEJ. Vi må dog indrømme, at selv her, viste han en god portion humor og engagement og vi respekterede dit første nej.  

Vandrepokal nr 2:

Claus er en helt særlig person i vores klub, som virkelig har gjort en forskel. Han er et lysende eksempel på, hvad det vil sige at være dedikeret, arbejdsom og hjertelig. 

Først og fremmest vil jeg fremhæve, hvor imponerende det er at have styr på tingene. Han er et ordensmenneske, der altid tænker tingene igennem og tygger på ordene, inden de meldes ud. Det er ikke bare tomme ord – det er handlinger, der skaber resultater. Han får virkelig noget fra hånden. 

Men det stopper ikke her. Han er en person, der ikke kun har fodbold for øje, men som tænker på alle i klubben. Det er en klubmand af den fineste slags, som er vellidt af alle. Han tænker altid på, hvordan alle kan få det bedste ud af vores fællesskab. 

Claus er også kendt for sin hjælpsomhed. Hver gang der er brug for en ekstra hånd, træder han  til. Arbejdsomheden og hjælpsomheden skinner igennem i alt, hvad der bliver gjort. Også selv om det måske ikke altid falder i god jord hjemme ved aftensmaden. Det er en stor bedrift at have overtaget noget rod og på relativ kort tid formået at skabe struktur og en stor/velfungerende fodboldafdeling ud af det – Rigtig godt gået. 

Jeg ved han vil sige han ikke står alene, og det gør han heller ikke, men mange opkald, smsér, møder, opgaver osv er løst fra hans side og det er stærkt. Det har været ved at koste ham i bestyrelsen, men med de rette indsatser og uddeligeringer, så ændrede han kurs og det er vi oprigtig glade og stolte over.  

Visonerene er store og vokser med din stolthed. Støtten og ærligheden er altid på sin rette plads. Og ikke mindst en masse støttende ord, alle kan få med på vejen.  

Så lad os hylde en sand klubmand. Han har og gør fortsat arbejdet utrætteligt for at gøre vores fodboldafdeling til det fantastiske sted, det er i dag. Tak for din dedikation, dit hjerte og din indsats. Det smitter af i hele klubben. Han er en sand prismodtager, og vi sætter enormt stor pris på alt det, han gør. 

Facebook
Stævner og arrangementer